Mange par oplever et følelsesmæssigt kaos i etablering af den sammenbragte familie med dine, mine og vores børn.

Tal fra Danmarks Statistik tegner et meget klart billede af en næsten ligelig fordeling mellem ægteskaber, der holder og ægteskaber, der opløses og derved ender i skilsmisse. Dette betyder, at rigtig mange par bliver par i sammenbragte familier, og at rigtigt mange børn bliver født ind i eller senere bliver en del af en sammenbragt familie. Der har ikke været meget fokus på, hvad en sammenbragt familie egentlig er, og mange tænker, at det ”bare” er som en kernefamilie, hvor der lige er et par børn med fra tidligere forhold.

Mange voksne bliver overraskede over deres egne følelsesmæssige reaktioner, når de bliver medlem af en sammenbragt familie.

Den forventning, de havde til det at blive en familie, er helt og aldeles anderledes end det, de reelt oplever og føler. Dette kan for mange skabe oplevelsen af et følelsesmæssigt kaos.

Udover måske at være nybagte forældre er det måske også et ny-etablereret parforhold, og de står i noget som de ikke kan forstå, bliver ved med at være så svært. Mange kan ikke forstå eller se, hvad det er, der gør, at det er svært.

Det er jo bare børn. Jeg kan godt lide børn – hvad er problemet? Vi elsker hinanden – hvorfor er det så svært?

Rigtig mange får følelsen af, at de er forkerte, at de reagerer forkert, at der er noget, der er galt – og hvad end de gør, opleves det hele (dem, parforholdet og familien) som en stor fiasko. Dette er meget slidsomt for kvinden, manden, parforholdet og familien.

Parret kan på den ene side opleve, at de er rigtig glade for hinanden, og at det hele fungerer rigtigt godt, når det bare er de to som par. De vil gerne hinanden. Men lige så snart børnene fra tidligere forhold træder ind på matriklen, sker der noget i hele dynamikken mellem dem, så de i stedet for at være samarbejdspartnere bliver hinandens modspillere. Det opleves som et følelsesmæssigt kaos, der gør, at mange til sidst føler sig handlingslammede.

Det er slidsomt for nybagte mødre og fædre og som en nyetableret sammenbragt familie.

I dag er parforholdet ikke længere en social nødvendighed i vores samfund, men et følelsesmæssigt valg. At indgå et ægteskab eller et samliv er ikke en livsforsikring eller et livsvalg, men noget, der vælges og kan vælges om livet igennem – præcis som vi gør det med så meget andet. Det er ikke til døden os skiller mere, men så længe kærligheden varer.

Par i sammenbragte familier starter, som i alle andre parforhold, med en forelskelse og altså det følelsesmæssige valg. Ofte er det med, at der er børn med fra tidligere forhold blot noget, der bliver i periferien, for hvor svært kan det egentlig være, tænker de fleste – ”jeg kan jo godt li’ børn.”

Mange par oplever også et endnu større pres på deres parforhold/familien, for det SKAL lykkes – de har jo allerede oplevet en skilsmisse, så denne gang SKAL det lykkes. Derfor kommer der også ofte en brat opvågning, når hverdagen melder sig.

For mange bliver det desværre endnu en fiasko-oplevelse. Ifølge Danmarks Statistik er opløsning af andengangs ægteskaber næsten helt oppe på 70 %.

I den sammenbragte familie er der en følelsesmæssig forskel på egne børn og andres børn. Lige så vel som der er en følelsesmæssig forskel på egne forældre og andre voksne.

Der er ingen rollemodeller, som man som voksen kan læne sig op ad. Der findes kun rollemodeller fra kernefamilien, så når man ikke er en far eller mor, hvad er man så?

Der findes ingen ord i vores sprogbrug, som ikke er utrolig værdiladet for det, som man bliver som et voksent medlem af en sammenbragt familie, når man ikke er mor eller far. Du kan enten kalde dig bonus-, pap-, plastik-, stedmor eller stedfar – alle sammen meget værdiladede ord. Du kan f.eks. starte med at være den overskudsagtige bonusforældre og ende op med at være den iskolde og manipulerende onde stedforældre, der helst så barnet fra tidligere forhold forsvinde.

Det er et felt, hvor der mangler rollemodeller, som kan være med til at skabe eller guide og give et mere realistisk billede af ”how to do”.

Det er stadig et stort tabu reelt at snakke om, hvordan man oplever det at have med andres børn at gøre. Mange deler ikke deres følelsesmæssige oplevelser omkring det at blive medlem af en sammenbragt familie.

De følelser, som mange oplever ved at være voksen i en sammenbragt familie, bliver ofte set på som ’forkerte’ og ’farlige’ – eller som en trussel mod det at blive og være en familie. Dem, der oplever disse ’forkerte’ følelser, bliver meget hurtigt dem, der har og er problemet.

Næsten alle voksne, der er kærester med en, der har børn med fra tidligere forhold, kan genkende følelser som:

• At være jaloux på et barn
• At føle sig udenfor
• At være i konkurrence med den anden biologiske forældre af samme køn
• At føle sig uden værdi og stemme i sin egen familie
• At ikke ville havde noget at gøre med partnerens børn fra tidligere forhold
• At føle sig som to familier i en familie
• At føle afsky overfor partnerens børn
• At føle sig invaderet, når børnene er på samvær
• Kvalme, ubehag i kroppen, når børn er på samvær
• Stresssymptomer, når børn er på samvær
• Næsten ikke at kunne udholde samarbejdet med børnenes anden forældre

Ofte er limen i en sammenbragt familie, der holder medlemmerne sammen, IKKE kærlighed! Men mange tager det for givet, at det er det, der kræves, og som skal være til stede for at kunne være en familie sammen.

De voksne elsker hinanden – og det er det, der bringer familien sammen – derved ordet sammenbragt. De voksne, der bliver bragt sammen med børn, der ikke er deres egne samt de børn, der bliver bragt sammen med voksne, der ikke er deres forældre – de elsker som udgangspunkt ikke hinanden, men de skal meget gerne lære at leve sammen på en ordentlig og respektfuld måde.

Det er denne respektfulde måde, de voksne sammen – som par – skal finde ud af!

Ved denne generelle manglende viden omkring, hvad en sammenbragt familie er – og manglende viden omkring den sammenbragte families vilkår, kommer par ofte til at skabe en dysfunktionel familiestruktur. Hvor børn får mere magt, end børn har godt af, og voksne får mindre magt, end voksne har godt af – i en familie.

En sammenbragt familie kan have mange ansigter udadtil:

• Begge har børn med fra tidligere forhold
• Den ene har børn med fra tidligere forhold
• Begge har børn med fra tidligere forhold – og de får fællesbarn
• Den ene har børn med fra tidligere forhold – og de får fællesbarn

Disse familier kan bo sammen eller bo hver for sig.

Altså fire meget forskellige måder, der selvfølgelig skaber meget forskellige problemstillinger og individuelle vilkår. Men grundproblematikken er den samme for alle fire modeller.

Parret i alle fire modeller bliver nødt til at forholde sig til, at de IKKE er en kernefamilie og heller aldrig bliver det! En sammenbragt familie er en familieform, der er helt anderledes, og adskiller sig væsentligt fra en kernefamilie, da den har helt andre vilkår.

Den sammenbragte families vilkår:

• Forældre-/ barn relationen var der før kæresterelationen
  Det vil sige, at forældre og barn var der før, at kæresten kom ind i billedet og derved har udviklet et ’sprog’ sammen – en måde at være sammen på. De har en historie sammen, de har skabt vaner og traditioner, som kæresten ikke har været med til at udvikle – og som kæresten er udenfor.
• Der er en biologisk forælder uden for familien, som ofte har en eller anden indflydelse på familien. Man skal derfor have et samarbejde med barnets anden forældre dvs., at en anden voksen (partners gamle kæreste) har meget stor indflydelse på ens eget familieliv.
• Barnet er medlem af to familier– der er en omskiftlighed i ens familie afhængig af, hvornår børnene er på samvær. Den ene uge kan man være dig og mig og vi to. Mens i den anden uge kan man være to voksne og måske fem børn. Mange planlægger ud fra, hvornår de har børn, og hvornår de har ’fri’ – vi har allerede ord i vores ordforråd som ’Børnefri-uger’ ’Børne-uger’. Arbejdsliv og andet voksenliv bliver planlagt ud fra, hvornår man har børn, og hvornår man ikke har. Kærestetid bliver måske også planlagt ud fra dette.
• De nye relationer er ikke givne, men skal skabes. Relationen mellem børn og anden voksen (to parter, der ikke har valgt hinanden) skal udvikles og skabes. Særligt ved manglende ’velsignelse’ fra evt. begge biologiske forældre kan den være svær at udvikle. Relationsarbejde tager tid og indsats. Mange har store forventninger til denne relation, da både parforholdet og den sammenbragte familie kan være ’på spil.’ Det skaber et kæmpe pres på relationen og kan skabe urealistiske forventninger til, hvad denne relation egentlig skal kunne. De biologiske forældres konfliktniveau og skilsmissens konsekvenser spiller en væsentlig rolle i forhold til, om barnet og den anden voksne kan arbejde på at udvikle deres forhold og relation.

De fire vilkår viser, hvor meget den sammenbragte familie adskiller sig fra den familieform, vi kender – kernefamilien.

Vilkår er jo ikke noget, du kan løse eller ændre på, men noget du bliver nødt til at forholde dig til. Så bare det, at parret kender deres vilkår, kan give dem en mulighed for at forholde sig til disse, og det kan gøre en kæmpe forskel. De er ikke forkerte, men det, de står midt i at skulle etablere, er ikke en kernefamilie. En bevidsthed om dette kan være med til at sikre en ordentlig og respektfuld måde at leve sammen på i forhold til det, man er – en sammenbragt familie.

Sammenbragte familier med voksne børn

Når familielivet skal finde sin nye form – også efter børnene er flyttet hjemmefra

Når vi taler om sammenbragte familier, tænker mange på små børn, deleordninger, madpakker og bonusbørn, der skal vænne sig til hinanden. Men der findes en anden, og ofte overset, version af den sammenbragte familie – nemlig familien med voksne børn. Her er børnene for længst flyttet hjemmefra, og alligevel spiller de en stor rolle i, hvordan det nye familieliv former sig.

At finde hinanden som par, når begge kommer med voksne børn, kan være en både smuk og udfordrende rejse. På papiret burde det være lettere – der er ingen børneweekender, madpakker eller dagligdag, der skal koordineres. Men i praksis viser det sig ofte, at følelser, loyaliteter og gamle mønstre stadig spiller en stor rolle.

Denne tekst handler om netop det: hvordan vi som voksne kan navigere i kærlighed, familieliv og relationer, når vores børn er blevet voksne – og vi alligevel skal finde en ny måde at være familie på.

Når kærligheden blomstrer – og familierne følger med

Når to mennesker mødes midt i livet, er det sjældent kun to, der mødes. Det er også to familier, to historier, to værdier – og ofte to sæt voksne børn.

I begyndelsen fylder forelskelsen det hele. Man nyder hinanden, genfinder gnisten, måske efter mange år i et ægteskab, der sluttede. Man glæder sig over at have fundet kærligheden igen. Men efterhånden som hverdagen banker på, melder spørgsmålene sig:

• Hvordan forholder vores voksne børn sig til det nye forhold?
• Hvordan håndterer vi højtider, fødselsdage og familietraditioner?
• Hvad gør vi, hvis vores børn ikke bryder sig om hinanden – eller om vores nye partner?
• Hvordan balancerer vi kærligheden til vores børn med kærligheden til hinanden?

Det er spørgsmål, som mange par i denne livsfase står med, og de kan være overraskende svære. For når børnene er voksne, tror mange, at det hele “løser sig selv”. Men ofte er det netop her, der opstår nye konflikter – fordi rollerne ikke længere er tydelige.

Loyalitet og livshistorier

Når man har voksne børn, har man en lang fælles historie bag sig – en historie fyldt med minder, traditioner og roller. Måske har man været alenemor eller alenefar i mange år, og forholdet til børnene er tæt og loyalt. Måske har børnene været “de vigtigste mennesker” i ens liv i lang tid.

Når en ny partner kommer ind i billedet, kan børnene opleve, at noget forandrer sig. Nogle reagerer med glæde og nysgerrighed. Andre bliver stille, distancerede – eller direkte afvisende. Ikke nødvendigvis fordi de ikke unner deres forælder kærlighed, men fordi det vækker følelser: sorg, frygt, jalousi, eller en oplevelse af at “miste” noget.

Forælderen står i et krydspres:

• På den ene side ønsket om at være loyal over for sine børn og bevare den tætte relation.
• På den anden side ønsket om at give plads til den nye partner og bygge et liv sammen.

Det er en balancegang, der kræver tålmodighed, tydelig kommunikation og empati.

Den usynlige konkurrence

I mange sammenbragte familier med voksne børn opstår der en form for usynlig konkurrence – om tid, opmærksomhed og plads.

Et voksent barn kan føle sig tilsidesat, hvis forælderen bruger meget tid med sin nye partner. Samtidig kan partneren føle sig udenfor, hvis al samtale og planlægning drejer sig om børn og børnebørn.

Det er sjældent ond vilje – men et udtryk for behov.
Voksne børn har stadig brug for at mærke, at de betyder noget. Og den nye partner har brug for at mærke, at hun eller han er vigtig og prioriteret.

Her kan det hjælpe at tale åbent om de små forskydninger. Ikke for at vælge side, men for at skabe forståelse. En god tommelfingerregel er:

“Når du føler dig fanget mellem loyalitet og kærlighed – så vælg ærlighed.”

Ærlighed betyder ikke, at alle skal være enige, men at man tør stå ved sine valg og følelser.

Familietraditioner og højtider

Jul, fødselsdage og ferier kan være nogle af de største minefelter i sammenbragte familier – også når børnene er voksne. For mange forældre er det netop her, gamle traditioner og forventninger støder sammen.

Måske har man i årevis fejret jul på én bestemt måde. Måske er børnene vant til, at “det bare er os”. Når en ny partner og eventuelt dennes familie bliver en del af ligningen, kan det vække modstand.

Et klassisk scenarie:
En mand møder en kvinde. De har begge voksne børn. Begge familier har faste traditioner. Nu nærmer julen sig, og spørgsmålet melder sig: Hvem skal vi fejre med – og hvem bliver så skuffet?

Der findes ingen nem løsning. Men der findes gode samtaler.

• Lav aftaler i god tid.
• Vær åben om, at det kan føles sårbart.
• Skab nye traditioner sammen – i stedet for at forsøge at presse de gamle sammen.

Mange oplever, at det at give slip på “sådan plejer vi at gøre” faktisk skaber frihed og nye muligheder.

Når voksne børn har svært ved at acceptere din nye partner

Et af de mest smertefulde emner i denne livsfase er, når ens børn ikke bryder sig om ens nye kæreste. Det kan gøre ondt helt ind i hjertet – både for forælderen og den nye partner.

Som forælder kan man føle sig fanget i et umuligt valg. Og som partner kan man føle sig uønsket, misforstået eller overset.

Ofte handler modstanden ikke om personen som sådan, men om forandringen.
For det voksne barn symboliserer den nye partner, at tingene aldrig bliver som før. At mor eller far har fået et nyt liv, hvor barnet ikke længere er centrum.

Her er det vigtigt ikke at gå i forsvar eller pres. Relationer tager tid.
Man kan vise respekt, tålmodighed – og lade handlingerne tale. Nogle gange tager det måneder, andre gange år, før tillid og naturlighed opstår.

Et godt råd til forælderen er:

Stå roligt i dit valg. Du behøver ikke forsvare det, men du må gerne forklare det.
Dine børn behøver ikke elske din partner – men de må gerne forstå, at du gør det.

Parforholdet i centrum

Når man står midt i loyaliteter, traditioner og følelser, kan det være let at glemme det vigtigste: parforholdet.

I sammenbragte familier med voksne børn er det ofte her, mange kommer til kort. Man bruger energi på at balancere, glatte ud og sørge for, at ingen bliver såret – og glemmer at pleje det, man egentlig skulle bygge: kærligheden mellem to voksne.

Et stærkt parforhold kræver, at man prioriterer hinanden, selv når omgivelserne trækker i en anden retning. Det betyder ikke, at man skal lukke børnene ude – men at man skal skabe et fælles ståsted, hvor man som par er forbundne og står sammen.

Spørg hinanden:

• Hvordan kan vi støtte hinanden, når vores børn reagerer forskelligt?
• Hvad har vi brug for som par – for at føle os forbundne og respekterede?
• Hvornår har vi sidst haft tid, bare os to?

At tale om det og tage ansvar for parforholdet er ikke egoistisk – det er nødvendigt. For uden et stærkt fundament i parforholdet bliver det svært at rumme de udfordringer, der uundgåeligt opstår.

Når børnebørnene kommer

Mange oplever, at dynamikken ændrer sig markant, når der kommer børnebørn ind i billedet. Her kan der opstå nye former for tilknytning, men også nye konflikter.

Børnebørnene kan bringe familierne tættere sammen – men de kan også tydeliggøre, hvor forskellige familiemønstrene er.

Skal “bonusbedsteforældre” være en del af børnenes liv? Hvor meget? Hvad kalder man hinanden?

Her er det vigtigt at respektere, at relationer tager tid – og at man ikke kan kræve intimitet. Man kan tilbyde kontakt, vise interesse, men også acceptere, hvis børnene eller børnebørnene har brug for afstand i starten.

Tænk i invitationer frem for forventninger. Det gør relationerne mere ægte og trygge.

Praktiske og økonomiske dilemmaer

Et andet tema, der ofte dukker op i denne fase, er de praktiske og økonomiske spørgsmål.

• Skal man flytte sammen – og hvad med børnenes arverettigheder?
• Hvem ejer huset, og hvad sker der, hvis den ene dør?
• Hvordan fordeler man udgifter, gaver, arv, eller investeringer?

Det er følsomme emner, men også helt nødvendige at tale åbent om. Mange konflikter i sammenbragte familier med voksne børn bunder i uafklarede forventninger omkring netop dette.

At få styr på det praktiske er ikke et tegn på mistillid – det er et udtryk for modenhed og omsorg. Det kan give ro og tryghed for alle parter.

Gode råd til jer som par i en sammenbragt familie med voksne børn

1. Tålmodighed er jeres bedste ven. Relationer tager tid – og ofte længere, end man tror.
2. Skab nye traditioner sammen. I behøver ikke presse de gamle sammen – find jeres egen måde at være familie på.
3. Tænk i nysgerrighed frem for kontrol. Spørg ind i stedet for at tolke.
4. Vær ærlige – også om det, der er svært. Det er okay at sige, at noget føles sårbart eller uretfærdigt.
5. Hold fast i kærligheden. Husk, hvorfor I valgte hinanden. Det er jeres fundament.
6. Søg hjælp, hvis I går i stå. Nogle gange kan et par- eller familieterapeutisk forløb give nye perspektiver og ro på følelserne.

At skabe en ny familieform

At være en sammenbragt familie med voksne børn er ikke en opgave, der skal “løses” – det er en proces, der skal leves. Der vil være øjeblikke af glæde, nærhed og taknemmelighed. Og der vil være perioder med afstand, misforståelser og svære følelser.

Men midt i det hele ligger muligheden for noget helt særligt: at vokse sammen på ny – som voksne mennesker, der har levet, elsket, mistet og fundet vej igen.

At bygge bro mellem to familier kræver mod og hjerte. Men det kan skabe en ny form for kærlighed – mere bevidst, mere rummelig og mere ægte.

Afslutning

Når børnene er voksne, tror mange, at “familiearbejdet” er gjort. Men virkeligheden er, at relationer aldrig bliver færdige. De ændrer sig, bevæger sig, og kræver fortsat omsorg og bevidsthed.

Sammenbragte familier med voksne børn rummer både udfordringer og gaver. Det kan være sårbart – men også en kæmpe mulighed for udvikling, indsigt og ny kærlighed.

Det vigtigste er, at I tør tale åbent, være nysgerrige – og vælge hinanden igen og igen.

Kontakt mig på telefon 20 81 56 59 for spørgsmål, eller hvis du er klar til at booke en tid.