Utroskab

Problemer i parforholdet er ikke altid årsagen til utroskab. Men utroskab giver altid problemer i parforholdet.

Det er samtidig ikke alle parforholdsproblemer, der kræver parterapi. Men ved utroskab, er det altid vigtigt med parterapi.

Commit jer til processen og red parforholdet med parterapi efter utroskab. Utroskab er ikke ensbetydende med skilsmisse. Utroskab kan også være et springbræt til vækst og udvikling. Mange par kommer endda styrket gennem en utroskabskrise med parterapi.

Et problem kommer sjældent alene. Så parterapi ved utroskab er for mange en kærkommen mulighed for at få ryddet op og skabt det parforhold de i virkeligheden drømmer om. Det handler om mindset og med det rette mindset kan I skabe præcis det parforhold og liv I ønsker. Det er aldrig for sent.

Hvorfor er nogen utro? Og hvad kan du gøre hvis parforholdet er ramt af utroskab? Kan utroskab forebygges og måske helt undgås?

Det er nogle af de spørgsmål der ofte kommer op i forbindelse med utroskab – og af gode grunde. Flere uafhængige undersøgelser har vist, at helt op i mod 46 % af danskerne i et parforhold på et tidspunkt har været deres partner utro. Men hvad er utroskab og hvor går grænsen? Det kan være svært at svare entydigt på, da mange opfatter helt forskellige ting som utroskab.

Smerten og skuffelsen efter utroskab er ofte overraskende voldsom og reaktionerne også. Det kan være svært at forstå, hvor voldsom utroskab kan være følelsesmæssigt, hvis man ikke selv har været udsat for det. Afmagt, raseri, vrede, sorg, ensomhed, stress, lavt selvværd, svigt og tvivl, er nogle af de mest almindelige forekomne følelser der opstår. Smerten er en reaktion på det svigt utroskaben er og den trussel mod selvforståelsen og stoltheden, som utroskaben forvolder. Det er en angst for den tomhed, som svigtet skaber. En angst for at miste det man havde. En angst over tabet af en drøm om kærlighedsforholdet og af en drøm om hvordan livet skulle forløbe. Det følges af en stikkende og tærende mistillid og utryghed. Ens verden er styrtet sammen. Utroskab er en traumatisk oplevelse.

At vende ryggen til den anden efter utroskab kan virke som den mest oplagte løsning. Det kan umiddelbart virke befriende og give lettelse. Men smerten og traumet, skabt af utroskab, følger med. At vende ryggen til kan vise sig at være en flugt fra at vokse og tage det tunge ansvar for at få et forhold til at fungere. Finde svaret på, hvordan kommer man over utroskab.

På den anden side kan utroskab være dét, der endeligt afgør, at forholdet ikke skal fortsætte.

Eller måske har du, dybt såret efter utroskab, mod til at indrømme overfor dig selv og din partner, at du stadig har et ønske om at få forholdet til at fungere. Vælger I den vej, kan det ske, at I i tide opdager, at utroskaben ikke bare var et beklageligt traume, men en alarm, et signal om at vågne op. En eksplosion, som blæste den tidligere konstruktion omkuld og tillod et sundere, mere bevidst og modent forhold at blomstre.

Parterapi efter utroskab afhænger af, hvad I har brug for. Det store spørgsmål er, hvordan kommer man over utroskab? Ofte vil der kunne skelnes mellem tre faser i processen:

  1. At bringe mere ro over følelserne efter utroskab.

Afsløring af utroskab er ofte en traumatisk oplevelse for begge. Den, der er udsat for utroskab, rammes af en voldsom oplevelse af tab og svigt. Den utro tæres af ambivalente følelser og rystet selvforståelse. Det er nødvendigt at få lidt ro, så forholdet kan overvejes med fornuft. Jeg kan i parterapi hjælpe jer med at få snakket om det og med at få sat ord på følelser.

  1. At beslutte, om forholdet skal fortsætte efter utroskab.

Når der er lidt mere ro kan I overveje, om I vil forsøge at genopbygge forholdet, eller om det skal afsluttes. Det er afgørende, at få snakket om hvordan parforholdet var og få en forståelse af, hvad I kan gøre for at genopbygge, så I modent kan overveje, hvad der er den rigtige løsning. Vælger I at gå ind i processen med genopbygning, er det vigtigt, at I begge beslutter det og klart melder ud, så forsøget kan være helhjertet. I parterapi efter utroskab kan jeg vise jer muligheder, så I kan træffe beslutning på bedre grundlag.

Ønsker I at fortsætte sammen, så er det vigtigt at tilgive på et tidspunkt.

  1. At genopbygge forholdet efter utroskab.

Det er vigtigt:

  • At lære at tale sammen, så I forstår hinanden og opmuntrer hinanden til at være åbne og dermed sårbare.
  • At den utro part gør sig fortjent til tillid, og at den sårede part får fortalt, hvad der er brug for, for igen at kunne opbygge tillid.
  • At lære at mødes konstruktivt, når der er uoverensstemmelser, så åbenheden kan bevares i længden.
  • At forstå de sår I har med fra tidligt i livet, og hvad I kan gøre for disse ikke saboterer jeres parforhold i dag.

Utroskab handler som regel ikke kun om sex. Og som regel ikke om, hvorvidt du elsker din partner eller han/hun dig. Når der opstår alvorlige besværligheder i parforholdet, og man ikke aner, hvad man skal stille op, eller hvad der foregår, så kan utroskab være en måde at flygte ud i en oplevelse af liv og lidenskab.

Overraskende er det, at utroskab også forekommer i forhold, hvor begge oplever forholdet som godt og kærligt. Flugt er ofte ikke den afgørende faktor og derfor kan det være rigtigt svært for begge at forstå, hvordan utroskab kunne opstå.

Det er almindeligvis ikke særligt befordrende at søge årsagsforklaringer, selv om begge kan være tilbøjelige til det. Det er langt bedre at få en forståelse for, hvordan det kan ske og her kan parterapi være den afgørende brik.

Det er et paradoks at trods fysisk nærhed i en affære, så er affæren oftest en flugt fra nærhed. Nærhed i et parforhold forudsætter, at man forholder sig til sine frustrationer, problemer og bekymringer og tager modent ansvar for dem. Men når frustrationer og problemer melder sig, er det i form af følelser som ubehag, skuffelse, frihedsberøvelse, styring, mangel på opmærksomhed, mangel på eventyr, romantik eller erotik. Man oplever sig ikke forstået og ikke elsket. I den situation kan det være uendeligt svært at tage ansvar og få gang i snakken på en konstruktiv måde. I stedet lukker man sig inde eller bliver kritisk overfor partneren. Man er i underskud og utroskab opstår oftest i underskudssituationer – og ofte uerkendte underskudssituationer, for man er ikke opmærksom på sig selv, ikke selviagttagende, men derimod rettet mod alt det, der kommer udefra og virker ubehageligt.

At tage kontakt til mig kan være første skridt i retning mod positiv forandring og øget livskvalitet. Jeg kan hjælpe dig med afklaring i forhold til dit liv, og til at være i livet med mere ro, mening og glæde.

Kontakt mig

Info

Psykoterapeut og Parterapeut
Henrik Hansen

Hvidovrevej 137, 1. Sal – Lokale 114
2650 Hvidovre

Der er 2 timers gratis parkering bag ved bygningen.
Husk p-skiven!
Lokalet er tæt på motorvej og s-station.
Bus nr. 140 holder lige ude foran bygningen.

Kontakt

Jeg kan kontaktes alle dage på:

Telefon: 20 81 56 59
Du er velkommen til at lægge en besked eller skrive en sms, hvis ikke jeg lige har tid til at svare.
E-mail: parogpsykoterapeut@gmail.com
Cookie- og privatlivspolitik

Cvr: 40704825
Mobilepay: 244366
Lunar Bank – Reg + Kontonr: 6695 – 10019113782